Af Frida Bay Lorentsen
Instruktør Charlotte Wells har med sit stille portræt af far/datter-forhold markeret sig som en filmskaber, man skal holde øje med. Hendes debutspillefilm, Aftersun, har høstet intet mindre end fire BAFTA-nomineringer samt en Oscar-nominering for bedste mandlige hovedrolle. Det er alt sammen med rigtig god grund.
Sophie (Frankie Corio) er i starten af 00’erne på ferie i Tyrkiet med sin far, Calum (Paul Mescal). Det er en årlig tradition, hvor de fejrer begge deres fødselsdage. I år bliver Sophie 11 og Calum 31. De ser ikke hinanden ofte og er begge opsatte på at få den bedste ferie, som de ivrigt dokumenterer på Calums nye digitalkamera. Minderne fra denne ferie genbesøges af den nu voksne Sophie i et forsøg på at forstå sin far.
Som en stille dag ved poolen tager filmen sig god tid. Sophie og Calums relation udfoldes i en kollage af velkendte tableauer fra en charterferie, hvor vandlandet, baren og receptionen gengives i solvarme pasteller. Men bag de smukke og til tider grynede billeder fra digitalkameraet findes også et subtilt drama mellem far og datter.
For der er meget, Sophie ikke forstår ved sin far. Han har brækket armen, men kan ikke huske hvordan. Han dyrker tai-chi og læser selvhjælpsbøger. Når Sophie ikke kigger, bryder han stille sammen. Når hun nysgerrigt spørger ind til hans barndom, undgår han at svare.
Alligevel er deres forhold stærkt og en fryd at overvære. Uanset hvordan dit forhold til dine forældre er, er der noget at spejle sig i på godt og ondt. Mescal og Corio har en naturlig kemi som far og datter i de vante ferieritualer. Når Calum hjælper Sophie med at tage solcreme på ved poolen, eller falder i søvn i bussen, er kærligheden mellem dem tydelig. Deres samtaler er ærlige og fulde af humor, hvor særligt Corios imponerende præstation nøjagtigt fanger, hvordan en 11-årig pige taler og opfører sig.
Som ferien skrider frem, begynder man langsomt at frygte en eksplosiv konflikt. At Calum endegyldigt skuffer Sophie og for evigt ødelægger deres relation. At der kommer en forklaring på, hvorfor Sophie pludselig genbesøger ferieminderne efter alle disse år. Var det den sidste ferie, de tog på sammen? Eller bare den bedste?
Men som i den virkelige verden findes de største konflikter ofte i små øjeblikke. Som når Sophie har meldt dem til hotellets karaokeaften med R.E.M.’s Losing my Religion. Hun springer op på scenen, men Callum nægter at deltage. Hendes entusiastiske og legesyge forsøg på at få ham med bliver langsomt til en ydmygende forestilling foran de andre gæster.
At se sine forældre som fejlbarlige mennesker er en livslang proces. Den voksne Sophies forsøg på dette udfoldes på et dansegulv badet i stroboskoplys. Hun danser først alene, men pludselig er han der også, præcis som hun husker ham. Hun rækker ud efter ham, men han ser hende ikke.
Wells formår at løfte alle Aftersuns elementer til allerhøjeste niveau, hvor resultatet er et nostalgisk tilbageblik på en kompleks relation. Og den bliver siddende i kroppen længe.
Kommentarer